3D-grafik bliver mere og mere populært i den moderne verden. Det er med sikkerhed en stor del af fremtiden og du ser det allerede omkring dig hele tiden, selvom du måske ikke er klar over det. Men hvad indebærer det egentligt?
3D-grafik betyder i sin enkelthed tredimensionel computergrafik. Det vil sige computergrafik med en dybde, bredde og højde, ligesom vi er vant til fra virkeligheden. Dog spænder begrebet vidt og bredt. Der er nemlig flere forskellige måder at bruge 3D-grafik på og hver sin måde kan blive utrolig teknisk at gå i dybden med.
Artiklen vil komme ind på:
- 3D-model
- Komposition
- Materialer og teksturer
- Rendering
Fremtiden for 3D-grafik er stor og spændende. Med alle de teknologiske fremskridt, der sker, er det muligt, at denne artikel skal opdateres regelmæssigt!
3D-model
En 3D-model er en tredimensionel visualisering af en genstand, en person eller et miljø. Oftest udarbejdes en 3D model enten ved hjælp af matematiske principper i programmer såsom AutoCAD, Fusion 360 og Solidworks, eller ved hjælp af et gitter af polygoner (mangekanter), i programmer som 3DS Max, Cinema 4D og Blender.
Den primære forskel på disse to metoder er, at den første metode typisk bruges i forbindelse med teknisk produktion fx CNC maskineri og 3D print, hvorimod polygonel modellering bruges til digital visualisering.
Komposition
Komposition er processen i at opstille, hvordan dit design skal præsenteres. For at gøre dette skal du overveje, hvor elementer skal placeres i forhold til hinanden, og om der er brug for et bestemt perspektiv eller en bestemt belysning. Skal der være bevægelse i det endelige værk eller er det et statisk billede? Skal der være bevægelse i billedet, er der tale om animering. Det betyder at din komposition kan være dynamisk eller at der kan tilføjes bevægelse til genstande eller karakterer.
Materialer og teksturer
Et 3D materiale er et digitalt udseende, som kan påføres 3D modeller. 3D materialerne har egenskaber fra den fysiske verden fx farveværdier, overfladens ruhed eller gennemsigtighed. Alt afhængig af hvilket 3D program du bruger, er der forskellige måder at gøre det på.
Bruger du et 3D program som benytter polygonel modellering, så gøres der brug af et eller flere teksturbilleder (texture maps). Her repræsenterer hvert billede en egenskab. Fx kan et billede definere højdeværdien i det ønskede udseende og et andet kan definere gennemsigtigheden. I dette tilfælde bruges betegnelsen “3D materiale” i forbindelse med alle de relevante teksturbilleder samlet.
Rendering
Det sidste trin i skabelsen af et tredimensionelt billede er rendering. Det betyder, at dit design behandles, så du kan se, hvordan din scene ser ud færdiglavet. Ved hjælp af en algoritme beregner computeren, hvordan lyset reflekteres af dine objekter eller modeller og viser dem på skærmen.
Fremtiden for computergrafik forbindes ofte med fremskridt inden for kunstig intelligens og maskinlæring. I fremtiden vil begreberne augmented reality (AR) og virtual reality (VR) være på alles læber. Anvendelsen af disse teknologier vil kun vokse, idet AR er en applikation, hvor den virkelige verden kan forbedres på en eller anden måde med et computergenereret billede eller video, mens VR er et digitalt miljø, der er skabt ved hjælp af software som brugeren interagerer med via et virtual reality-headset eller en anden enhed.
Afslutningsvis kan man sige, at der er mange forskellige måder at bruge computergenereret grafik på og det spænder bredt over flere forskellige industrier, som alle har deres egne fordele. Fx så benyttes 3D-grafik i høj grad i den videnskabelige sektor til simuleringer af diverse eksperimenter og teorier. Samtidig benyttes det også til reklame, spil og filmproduktion.
Hvis du kunne tænke dig at høre mere om 3D-grafik og hvordan du kan drage nytte af det, så tryk på knappen herunder og lad os tage en uforpligtende snak!