Hvad er vigtigt i din virksomheds branding?

af | 2 aug, 2021

Der er delte meninger om, hvad der er vigtigt for en virksomheds branding. Nogle mener, at logodesign er det vigtigste, mens andre mener at budskaber og ”brand voice” er vigtigere. Der er mange aspekter der skal tages i betragtning, når det kommer til en virksomheds branding, du kan dog altid regne med, at uanset hvilket aspekt du prioriterer, vil din virksomhed altid have brug for et konsistent budskab, på tværs af alle kanaler. I denne artikel, vil vi se nærmere på hvad der er vigtigt at vide, når du skal brande din virksomhed.

Hvad er branding og hvorfor er det vigtigt?

Inden vi kigger nærmere på, hvad der er vigtigt i din virksomheds branding, vil vi først afklare hvad branding egentlig er for en størrelse, og hvorfor det er så vigtigt. Kort sagt, så handler branding om at skille sig ud fra mængden og skabe en identitet for sin virksomhed. Kernen er virksomhedens identitet, som er opbygget ud fra virksomhedens vision og værdier. Hvad er det virksomheden står for? Og hvordan kan den skabe værdi for sine kunder? Disse spørgsmål er vigtige for virksomheden at finde svar på, for det er i sidste ende det, der får kunderne til at vælge din virksomhed i stedet for konkurrentens.

Branding handler også om at være unik og skille sig ud. Når man skiller sig ud, ved at have en klar vision og et værdisæt, der kendetegner virksomheden, vil man utvivlsomt støde en del potentielle kunder fra sig.
Det er dog ikke en grund til at panikke, for når man skiller sig ud, vil man omvendt tiltrække de kunder, der kan identificere sig med virksomhedens vision og værdisæt, og det er de kunder som er som er værdifulde.
I al sin enkelthed, er målet med branding at skille sig ud fra mængden, tiltrække de rigtige kunder og fastholde dem, ved at skabe tillid og loyalitet over for din virksomhed.

Sådan skaber du et brand

Hvis du har en virksomhed, så er logoet nok en af de første ting du har udtænkt. Et unikt og letgenkendeligt logo, er også en vigtig faktor i et stærkt brand, men det stopper ikke der. For at skabe et stærkt brand, er Philip Kotler’s 6 step Branding Conceptual Model er godt sted at begynde. Denne teoretiske model er delt op i seks trin, der tilsammen er forudsætningen for at udvikle dit brand.

1) Brand Purpose (Formål)
Hvorfor eksisterer virksomheden? Hvad er dens vision, mission og mål?

2) Brand Positioning (Positionering)
Hvor på markedet ligger virksomheden, i forhold til konkurrenterne?

3) Brand Differentiation (Differentiering)
Hvad gør virksomheden unik? Hvordan adskiller den sig fra sine konkurrenter?

4) Brand Identity (Identitet)
Hvad kendetegner virksomheden, og gør den genkendelig?

5) Brand Trust (Troværdighed)
Er virksomheden troværdig og tillidsvækkende? Kan man stole på at den leverer det den lover?

6) Brand Beneficence (Værdi)
Hvilken værdi har virksomheden for kunden? Produkt, pris, kvalitet, service?

Disse seks trin, kan man med rette kalde for grundstenene for et succesfuldt brand. Hvis man bygger sit brand på dette fundament, så har man et godt udgangspunkt for at skabe et unikt og stærkt brand.

Branding i din virksomhed

Med udgangspunkt i den førnævnte teoretiske model, vil vi nu kigge på hvad der er vigtigt i din virksomheds branding. Først og fremmest, så er det utroligt vigtigt at virksomheden får formuleret grundlaget for dens eksistens, ved at udarbejde en tydelig vision og mission. Derudover skal det også formuleres, hvad virksomhedens værdier er og hvad virksomheden står for. Dette er grundstenen i din virksomheds branding, eller sagt på en anden måde, den allervigtigste forudsætning for at skabe et brand.

Position, differentiering og identitet

Herefter skal man kigge på virksomhedens position på markedet, og hvordan den differentierer sig fra de andre virksomheder. Sagt på en anden måde, hvad er virksomhedens produkt og målgruppe, og hvordan adskiller den sig fra de konkurrerende virksomheder på markedet? Her er det vigtigt at kigge på hvad det er, der gør virksomheden unik. Dette skal også ses i relation til virksomhedens formål.

Brand identiteten kan betragtes som det, der samler alle de andre elementer i brandingen, med henblik på  at præsentere virksomheden til kunderne på markedet. Det handler om at fortælle virksomhedens historie og give kunderne et billede af hvem du er. Dette gøres ikke kun ved ord, men også ved hjælp af forskellige virkemidler, såsom et logo, farvevalg, skrifttyper og sidst men ikke mindst, brandets ”tone of voice”.
Sidstnævnte, er kort fortalt, hvordan virksomheden udtrykker sig i deres markedsføring og generelle kommunikation.

Tillid og værdiskabelse

Tillid er også en af de allervigtigste faktorer, både når det handler om at skabe et brand, men også hvis man skal sælge noget til folk. Der findes mange forskellige måder, hvorpå man kan skabe tillid. Den bedste måde er ved at være transparent. Sørg for at alle oplysninger er tilgængelige på virksomhedens hjemmeside. F.eks. kontaktinformationer, handels- og returpolitikker, anmeldelser, og priser. Mange kunder vælger en virksomhed fra, hvis deres priser ikke er til at gennemskue, eller hvis de ikke kan se hvordan man kontakter virksomheden. Derfor er det utroligt vigtigt, at virksomheden er transparent og holder hvad den lover.

Sidst men ikke mindst, så handler branding også om at skabe værdi for sine kunder. Hvad er deres ”problem” og hvordan kan du løse det? Hvis din virksomheds produkt eller service, løser en kundes problem, giver dem nydelse, eller gør noget lettere for dem, så har du skabt en værdi for kunden, som muliggør et salg.

Branding og SEO

SEO er et aspekt af branding, som mange overser. Ved at søgeordsoptimere sin hjemmeside, som en del af sin brandingstrategi, er der endnu større sandsynlighed for at man tiltrækker de helt rigtige kunder.
Uanset hvad man sælger, så er det ikke nok at have et stærkt brand, især ikke hvis man er en lille og ny virksomhed. Det handler om eksponering – om at blive set, ikke af så mange som muligt, men af de rigtige.
Her er SEO et af de stærkeste værktøjer der findes, da det kan afgøre hvor i Googles resultater du vises.

Undersøgelser udført af NNGroup, viser at kun 2% af Googles brugere klikker sig videre til side 2, hvilket tydeliggør hvor vigtigt det er at blive set. Selvom alle taler om hvor vigtigt det er at rangere som nr. 1 i Googles søge resultater, så vil vi vove at påstå, at det er vigtigere at have et stærkt brand. Et eksempel på hvorfor det er vigtigt, kan være følgende: Du står og skal købe en ny bærbar computer. De første 4 resultater der popper op, er butikker du aldrig har hørt om, men nummer 5 er Elgiganten. Selvom priserne måske er bedre hos nogle i top 4, vil du være mere tilbøjelig til at klikke ind på Elgigantens hjemmeside, fordi du kender dem og deres brand. Vi påstår dog ikke at Google placeringer ikke betyder noget, for det gør de i den grad. Vi prøver bare at visualisere hvor stor betydning, det at have et stærkt brand har.

Opsummering

Vi håber at denne artikel, har været med til at give dig en større forståelse for, hvor vigtig branding er for en virksomhed. Alle de nævnte faktorer, kan ikke stå alene, men går hånd i hånd med hinanden, og skaber tilsammen grundlaget for et unikt, genkendeligt og stærkt brand. I sidste ende handler det om virksomhedens rygte, så hvis du er virksomhedsejer eller går med tanken om at starte en virksomhed, så gør dig selv den tjeneste at udforme en branding strategi fra starten.

Ønsker du hjælp til markedsføring eller SEO, i forbindelse med din virksomheds branding, så tøv ikke med at kontakte os.

Skriv en kommentar
Send os en besked